Angsten for det nye, for forandringer og for det ukendte er velkendt og forståelig. Denne angst fører ofte til utilsigtet modstand. Modstand mod forandringer – også selvom de fleste måske har en klar fornemmelse af, at forandringer er nødvendige, hvis vi vil skabe udvikling og søge mod noget, der er bedre end det velkendte.
Nu har regeringen, KL og Danmarks Lærerforening helt tydeligt vist alle, hvordan man absolut ikke skal agere, når udgangspunktet for alle parter vel var fornyelse og forandring. Lad det i stedet være en stærk inspirationskilde til hvordan det ikke skal gøres og lad det for Guds skyld ikke blive en rettesnor for det kommende arbejde, der handler om at gøre folkets skole endnu bedre, end den er i dag.
Umiddelbart kunne man tro, at den største forandring og konsekvens af regeringens lovindgreb er i forhold til lærerne og den såkaldte ”normalisering” af lærernes arbejdstid. Men den tro er kun holdbar, hvis man er hoppet med på den vogn, der har forsøgt at italesætte alle lærere som dovne og ugidelige deltidsansatte medarbejdere på fuld løn. Vores folkeskole ville være mere end ilde stedt, hvis der overhovedet var en gran af sandhed i det. Lærerne er dedikerede til deres job og hvis det ikke var tydeligt for alle før lockouten, så må man sige, at det godt og grundigt blev påvist af lærerne under lockouten. På gader og stræder så man hver dag i knap 4 uger lærerne stå og kæmpe for deres ret til at være sammen med deres elever. På de sociale medier var der en aktivitet, der vel næppe er set større i de sociale mediers levetid i Danmark. I begge tilfælde kan man selvfølgelig altid diskutere niveauet for de mange tiltag og aktiviteter, men energien og lysten til hele tiden at optimere indsatsen er under alle omstændigheder et tydeligt billede på lærernes vilje og engagement.
Lærerne formåede under lockouten at få den almindelige danskers sympati og ikke mindst forståelse for værdien af den – måske vigtigste – samfundsopgave overhovedet, som lærerne til dagligt udfører. Lærernes mange aktiviteter havde et klart meningsfuldt og tydeligt mål for alle de deltagende lærere og var centralt styret efter en særdeles dynamisk og effektiv tilrettelagt plan.
Næ, den største forandring og konsekvens af regeringens lovindgreb bliver de nye krav og den nye iscenesættelse af folkeskolens ledere. De skal fremover kunne det, som Anders Bondo og de lokale kredsformænd så dygtigt gjorde under lockouten. Og de skal kunne gøre det på et helt anderledes grundlag. Et grundlag der ikke baserer sig på en kampplads med venner på den ene side og fjender på den anden side. De skal så at sige præstere det samme i fredstid.
Skolelederne skal både ville og være i stand til at påtage sig lederrollen. De skal kunne opstille tydelige og meningsfulde mål og de skal ikke mindst være dynamiske og effektive. I et moderne ledelsesperspektiv og i et moderne samfund er det en selvfølge, at de naturligvis også er i stand til at udøve deres ledelse i et samarbejde med ikke kun lærerne, men hele skolens personale.
Hvis det lykkedes for skolens ledere, så er der langt om længe gode muligheder for at flytte folkeskolen hen i det ny årtusinde. Betingelserne er gunstige nu. Børnene savner skolen, de dedikerede lærere vender tilbage for at gøre en forskel og de forældede arbejdstidsbegrænsninger er væk.
